NU GIDER DANSKERNE IKKE ARBEJDE MERE...



Stort set alle på fuld tid i Danmark er interesserede i at arbejde mindre. Både højt- og lavtuddannede. Men Danmark har ikke råd til at folk bruger mere tid på Yoga-måtten end på at bidrage til samfundet gennem et arbejde.


Når vi i dag taler med kandidater hører vi ofte tre ting:

  • Jeg overvejer at skrue ned for min arbejdsindsats eller arbejdstid, for hvorfor slide på mig selv når jeg bliver flået i skatter og afgifter, og i virkeligheden arbejder mest for staten og dennes fordelingsprioriteringer.

  • Jeg overvejer at skrue ned for mit forbrug, for hvorfor jagte mine materialistiske drømme når det i virkeligheden er dyrekøbte drømme?

  • Jeg overvejer faktisk at gå tidligere på pension, for hvorfor arbejde når min fritid er mit eneste gratis gode?


Allerede ved et lønniveau på DKK 552.500 rykker den arbejdende danskers marginalskat fra ca. 43 pct. til ca. 56 pct. Men her stopper staten ikke sin jagt på danskerens hårdt tjente penge. Af den tilbageværende løn afkræves lønmodtageren desuden 25% i moms af indkøbte varer og tjenester, derudover opkræves ejendomskat, ejendomsværdiskat (direkte eller indirekte), sundhedsbidrag, udbytteskat, selskabsskat (hvis man er virksomhedsejer) osv. Derudover betaler vi som danskere et hav af afgifter - alt fra energiafgifter til bilafgifter....og listen bliver ved. Den hårdtarbejdende danskers frie råderum af egen løn udhules altså i uhørt grad af staten, yderligere forstærket af tårnhøje renter og inflation (ikke mindst drevet af høje energi- og fødevarepriser). Mange lønmodtagere og selvstændige ser ikke længere den store merværdi i at yde en ekstra indsats fordi de mange sidst tjente kroner først og fremmest tilfalder staten. Dette har en negativ indvirkning på danskernes produktivitet, arbejdsfleksibilitet, mobilitet og motivation for at yde en indsats, med velstandsforringelse til følge, og dermed færre penge til kernevelfærd.

​I det politiske landskab i Danmark - uanset partifarve - er der en udpræget fokus på velfærd. "Vi skal beskytte vores velfærd" gentages det igen og igen, fulgt op af en umættelig diskussion om hvordan staten og den enkelte borger realiserer flest mulige goder, til sig selv. Men bør fokus ikke først og fremmest være på velstandsskabelse og ikke velfærdsskabelse da den førstnævnte er den andens forudsætning? Bør fokus ikke først og fremmest være på hvordan vi gør det attraktivt at arbejde, at investere, at drive vores virksomheder - at bidrage til fællesskabet?


Velstand finansierer velfærden og er en central målestok når den generelle tilfredshed – velfærd – i befolkningen skal forklares. Jfr. en undersøgelse gennemført af Rockwool Fondens Forskningsenhed (Velfærd & Velstand, 2015) fremgår det bl.a., at indkomst og tilfredshed hænger sammen. Faktisk viser undersøgelsen at stigningen i tilfredshed aftager med størrelsen på den personlige bruttoindkomst, og der er dermed tale om faldende ”marginalnytte” af indkomsten. Flere og flere danskere siger derigennem til sig selv: Hvorfor yde en ekstra indsats, hvorfor give den en ekstra skalle på arbejdet, når nettoværdien af de sidste mange tjente kroner udhules af skatter - direkte som indirekte, måske endda efterfulgt af en reduceret børnecheck eller et fradrag i folkepensionens grundbeløb på grund af en højere indkomst.

Selvom en eventuel kommende recession vil skabe en "bedre" balance mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft i Danmark, så spiller det at forældre har et job, en betydelig rolle for deres egen og deres børns trivsel - og senere deres børns fremtidige skattepligtige indkomst. Der overføres nemlig værdier som arbejdsmoral og flid til børnene, hvis de rent faktisk oplever, at forældrene går på arbejde.


Et velfungerende arbejdsmarked, er et arbejdsmarked, hvor folk er i job og ikke har økonomiske incitamenter til at blive hjemme og dyrke Yoga - dette er ikke blot afgørende for samfundet, men det enkelte menneskes trivsel.

​ ​